Miljøpsykologen der nær blev spist af naturen

Forfattere arbejder bevidst med at lade en karakter gå målrettet efter noget, for så at finde ud af at det stort set var det præcist modsatte der skulle til – eller lade en karakter smage sin egen medicin og finde den bitter (af årsager karakteren ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig).

Når man så støder på renlivede eksempler på dette ude i den virkelige verden, ikke hos fiktive karakter, men hos mennesker af kød og blod, så er det sært saliggørende og vækker al mulig forundring og empati.

Jeg lyttede under dagens gåtur ved vandet (for et dagligt skud natur skal der til, ikke sandt?) til podcast af det seneste P1-program Natursyn. Her fortæller miljøpsykolog og udvikler af behandlingsforløb i en dansk terapihave, Sus Corazon, hvordan hendes drøm om det enkle liv i naturen bristede, da hun knoklede med drømmen om et fristed på en italiensk bjergside, følte sig ‘spist’ af sit eget projekt og simpelthen fik en klinisk depression af for meget natur (!). Det er en forunderlig fortælling, hvor hun undervejs kommer med en række guldkorn. Fx om hendes erkendelse af at vi meget ofte har drømme der brister fordi vi med vold og magt forsøger at få virkeligheden til at passe ind i drømmens scenarie – i stedet for at gøre virkeligheden til ens drøm. Det synes jeg i høj grad kan bredes ud til alt mulig andet end drømmen om det enkle liv i naturen, men også til drømmen om livet med en partner fx. Skal han/hun passe ind i din drøm, eller kan relationen blive din drøm, præcis som den er, ‘utæmmet’ og sin egen. Sådan tænkte jeg der ved vandet, som ved gud også er et stykke utæmmet natur som jeg altid har følt kunne spise mig hvis jeg overgav mig til det. Lyt, det var gode tanker:

Natursyn på P1, 26.10.15

Billedet har har intet med historien om Sus Corazon at gøre. Jeg har bare en sær fascination af steder som er blevet spist af naturen over tid – som dette kinesiske fiskerleje.